Løn i økonomien - økonomi i lønnen. Sammenhæng og afhængighed

Vidste du, at når I anviser løn i Statens Lønsystem (SLS), vil det resultere i poster til regnskabs- og betalingssystemerne? Og vidste du, at visse manuelle registreringer i SLS kan dannes maskinelt, fx registrering af ny intern kontoplan og flytning af personer ved fusioner o. lign.? Seminaret afholdes i København og Aarhus.

På dette seminar hører du alt det, du ikke vidste, du burde vide om sammenhængen mellem løn- og økonomisystemer samt betalingsflow’et. Du hører også om, hvor Moderniseringsstyrelsen kan tilbyde maskinelle løsninger i forbindelse med fusioner, ny intern kontoplan m.v.

Tag din kollega med til seminar, da det er en fordel, at alle der arbejder med løn- og økonomisystemerne har kendskab til, hvordan data bevæger sig mellem systemerne. Og hvis du kender flow’et mellem løn- og økonomisystemerne, så har du bedre forudsætninger for at bidrage til en optimal løsning af opgaverne.

Målgruppe

Dette seminar henvender sig til dig, der arbejder med løn, regnskab eller økonomi i en selvejende institution eller i en statsinstitution. Det henvender sig til dig, der gerne vil have overblik over sammenhænge og afhængigheder mellem SLS og det lokale økonomisystem og over, hvordan data udveksles mellem systemerne.

Formål

Formålet med seminaret er at give dig overblik over, hvilke sammenhænge og afhængigheder der er mellem økonomi- og lønsystemerne, fx hvordan data bevæger sig mellem systemerne.

Du lærer om de systemfødte konti, der oprettes automatisk i lønsystemet og overmeldes til det lokale økonomisystem, når en medarbejder indtaster oplysninger i SLS. Desuden lærer du, hvordan du kan udnytte de automatikker, som systemerne tilbyder fx i forbindelse med dannelse af interne kontoplaner og fusioner og resortændringer.

Program

På seminaret vil følgende emner blive gennemgået:

Afhængighed mellem løn- og økonomisystemer

Få overblik over hierarkiet i nummerstrukturen samt dataflow’et mellem Statens Lønsystem (SLS), økonomisystemet og Statens Koncernbetalinger (SKB).

Konti, der fødes af systemet: 98xx, 978x m.fl.

Du hører om indholdet i og kravene til den såkaldte LØS-fil, der indeholder de konti, der automatisk dannes i lønsystemet og overmeldes til det lokale økonomisystem (LØS), når en medarbejder indtaster i SLS. Du hører også om, hvad der sker, når disse konti oprettes i økonomisystemet.

Mindre manuelt – mere maskinelt

Vidste du, at flytning af medarbejdere ved ændringer i interne kontoplaner (fx ved organisationsændringer, fusioner og resortomlægninger) kan ske maskinelt i stedet for manuelt? I dette indlæg hører du om, hvilke spilleregler der er, og hvilke informationer Økonomistyrelsen skal bruge, for at vi kan danne disse oplysninger maskinelt for din institution.

Hjælp og vejledning

Hør, hvor du kan hente hjælp og vejledning.

Oplægsholderne er medarbejdere fra Moderniseringsstyrelsen. Du kommer bl.a. til at møde Eva Gustafsson og Jette Bille Jensen, der arbejder med systemudvikling og -drift, og Kurt Pedersen fra Rådgivning og Support.

Undervejs er der mulighed for at stille spørgsmål, og efter seminaret vil oplægsholderne være til stede, hvis du har konkrete spørgsmål om netop din opgaveløsning.

Deltagerantal

50 personer

Varighed

½ dag kl. 10.00 - 14.00;
bemærk, at fra kl. 13-14 er der "spørgetime", hvor du kan stille spørgsmål til oplægsholderne om netop din opgaveløsning.