Hvor meget og hvordan skal man som ØSC-kunde kontrollere lønudbetalingerne? Mange af de institutioner, som Moderniseringsstyrelsens (tidligere Økonomistyrelsen) Task Force har besøgt, har efterspurgt retningslinjer for lønkontrollen efter overgangen til ØSC. Vi har derfor udarbejdet en vejledning, som skal hjælpe til en effektiv lønkontrol i institutionerne.
Ansvaret for at lønnen er korrekt, ligger hos institutionerne, også efter overgangen til ØSC. I ØSC kontrolleres lønnen også, men kontrollen her handler om, at lønnen svarer til den besked, som er modtaget fra institutionerne. Institutionerne skal derimod kontrollere, om den udbetalte løn svarer til det, der oprindeligt var hensigten og sikre, at der f.eks. ikke udbetales løn til fratrådte medarbejdere.
Der er på den måde ikke tale om nye kontrolopgaver for institutionerne, og kontrollen skal stadig tilrettelægges ud fra institutionens egen vurdering af kontrolbehovet. Men afhængigt af, hvordan kontrollen har været organiseret hidtil, kan overflytningen af lønmedarbejdere til ØSC betyde, at det som noget nyt er HR-medarbejdere, som skal lave kontrollen.
Kontrollen skal helst være så effektiv og nem som muligt. Samtidig er det vigtigt at undgå dobbeltkontrol i forhold til ØSC. Vejledningen er derfor et forslag til, hvordan lønkontrollen kan indrettes i den enkelte institution.