80 Statsgæld indland inkl. tilgang

Læs her om kontering af statsgæld indland inkl. tilgang

Kontering på standardkonto 80 omfatter den nominelle værdi af gældsoptagelsen. Denne vil påvirke balancen, således at fx en kreditsaldo vil forøge passivernes værdi på balancen.

En eventuel forskel mellem den nominelle værdi og provenuet af den gæld (lån), som er optaget (overtaget), registreres under konto 25.94 "Værdiforskelle - optagne lån/gæld".
 
På standardkonto 80 "Statsgæld indland inkl. tilgang" konteres:
 
- 80.12 indenlandsk statsgæld - tilgang
- 80.18 indenlandsk statsgæld - værdireguleringer
- 80.20 indenlandsk statsgæld - primokorrektioner
- 80.22 indenlandsk statsgæld - flytning mellem bogføringskredse
- 80.24 indenlandsk statsgæld - periodiske renter

80.12 Indenlandsk statsgæld - tilgang

Kontoen anvendes kun af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
 
"Indenlandsk statsgæld - tilgang" er en samlekonto, der viser summen af såvel indeværende som tidligere års tilgange i den indenlandske statsgæld.

Indenlandsk statsgæld ses bl.a. i form af værdipapirer udstedt til finansiering af statens kasseunderskud (indenlandske statsgældsbeviser, statsobligationer, præmieobligationer og ikke-omsættelige statsgældsinstrumenter). Kun Finansministeriet har mulighed for at optage statslån.
 
Kontoen er en balancekonto, hvorpå der føres kreditposteringer ved tilgange i den indenlandske statsgæld.

80.18 Indenlandsk statsgæld - værdireguleringer

Kontoen kan kun anvendes af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
 
Kontoen er en balancekonto, som ikke anvendes med de nuværende udgiftsbaserede regnskabsregler for opgørelsen af statsgælden. Hvis disse regnskabsregler ændres, er kontoplanen forberedt på at kunne håndtere værdireguleringer af den indenlandske statsgæld.

80.20 Indenlandsk statsgæld - primokorrektioner

Kontoen anvendes kun af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
 
Kontoen anvendes ved primoregulering af den indenlandske statsgæld i forbindelse med eventuelle fremtidige ændringer af regnskabsprincip.
 
Modkontoen er regnskabskonto 74.44 "Modkonto til flytning mellem bogføringskredse/primokorrektioner - finansiel gæld".

80.22 Indenlandsk statsgæld - flytning mellem bogføringskredse

Kontoen kan kun anvendes af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
 
Kontoen skal kun anvendes, hvis det bliver nødvendigt at flytte den indenlandske statsgæld fra en bogføringskreds til en anden.

80.24 Indenlandsk statsgæld - periodiserede renter

Kontoen kan kun anvendes af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
 
For at sikre en henføring til det korrekte finansår, foretages periodiseringer af renteudgifterne på den indenlandske statsgæld samt på indenlandske genudlån. Modposteringen sker på standardkonto 26 "Finansielle omkostninger".
 
Der foretages tilsvarende periodiseringer af renteindtægterne hos de særlige fonde: Den Sociale Pensionsfond, Højteknologifonden og Finansieringsfonden til øgede uddelinger fra Danmarks Grundforskningsfond. Modposteringen sker på standardkonto 25 "Finansielle indtægter".
 
Årets bevægelse i saldoen på konto 80.24 Indenlandsk statsgæld - periodiske renter bliver i forbindelse med opstillingen af statsregnskabet henført til beholdningsbevægelserne på § 41.12.01. Periodiserede renter.