Emissionskurstab omfatter dels kurstab (-gevinst) i forbindelse med optagelse af såvel kortfristede som langfristede statslån, og dels nedbringelse af registrerede kurstab (-gevinst) i forbindelse med genudlån af statslån.
Følgende emissionskurstab og (-gevinster) registreres under standardkonto 57 "Emissionskurstab, afgange":
- emissionskurstab (-gevinst), indenlandske statslån
- emissionskurstab (-gevinst), udenlandske statslån
- fordelte emissionskurstab (-gevinst), genudlån af statslån
Der anvendes en separat standardkonto til at vise afgangen, fordi den budgetteres på udgiftsbaserede bevillinger på bevillingslovene, og efter det udgiftsbaserede princip betragtes afgang af emissionskurstab (-gevinst) som en indtægt. Omvendt betragtes en tilgang af nye emissionskurstab (-gevinster) som en udgift.
På bevillingslovene budgetteres indtægter og udgifter på forskellige standardkonti, og derfor må tilgang og afgang af emissionskurstab (-gevinst) adskilles på to forskellige standardkonti (56 og 57).
En eventuel forskel mellem den bogførte værdi af emissionskurstabet og den værdi det afgår med, registreres under konto 25.93 "Værdiforskelle - af finansielle aktiver".
På standardkonto 57 "Emissionskurstab, afgange" konteres:
57.12 Emissionskurstab - afgang
Kontoen må kun anvendes af Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank.
Kontoen er en balancekonto, hvorpå der føres kreditposteringer ved afgang af emissionskurstab.